søndag den 18. maj 2014

Kaster du med kanonslag?

Nogle gange når jeg bliver vred, at en af dem jeg elsker bliver gjort fortræd, jeg bliver bange etc. så kan jeg reagerer uhensigtsmæssigt. Præcis som så mange andre mennesker. I dag på Facebook læste jeg et indlæg, som i den grad inspirerede og satte mange tanker i gang hos mig. Jeg deler hele indlægget med jer her, og jeg har fået tilsagn af indlæggets ophavsmand.



------------------------------------------------------------------------------------------------------


Claus Nordahl

Kære AaB-fan, dig der kastede kanonslag to meter fra min fire måneder gamle baby.

Jeg går mod Svanemøllen Station med mit barn på maven og min kæreste i hånden. Det er en god dag for både dig og mig.
Du er på vej til parken for at banke FCK 4-2 og fejre mesterskabet - jeg er på vej på familieudflugt for at fejre en eksamen.

Der er roligt på Svanemøllen Station. Men så begynder det. Jeres høje råb og trampende fødder. I takt med at lydniveauet stiger forsøger jeg at holde min datter for ørerne. Den eneste vej væk er mod en elevator. Min kæreste trykker febrilsk på knappen. Dørene åbner og vi løber ind sammen med en anden kvinde. Jeg vender mit barn mod sin mor, så hun kan se, at vi er hos hende. Øjnene skælver. Mine hænder kan ikke holde råbene ude. Elevatordørene går langsomt mod hinanden og lyden dæmpes. Jeg fjerner mine hænder fra mit barns ører og kysser hende på hovedet. Jeg fortæller hende, at det er overstået.

Vi bor i byen, og der skal være plads til glade fodboldfans, der fejrer deres kommende mesterskab. Vi var uheldige at blive fanget i midten af en tunnel uden af kunne komme væk – men det overlever den lille purk nok.
Men netop som elevatordørene lukker, kaster du et kanonslag i retning mod os. Vi når kun at registrere det, før det springer i tusinde stykker og flår betongulvet op. Trykbølgen ryster elevatoren, og vi kan mærke smerten i vores trommehinder. Mit barn spiler øjnene op i chok, og hendes små hænder ryster ustyrligt.

Vi bor i byen, og der skal være plads til os alle. Men hvorfor er det nødvendigt at kaste med kanonslag?

Så kære AaB-fan. Jeg er sikker på, at det ikke var din hensigt at skade nogen. Du havde jo bare en god dag og tænkte dig ikke om. Men din handling har konsekvenser for andre – og det skaber frygt.

For få uger siden hærgede Brøndby-fans den samme rute. Resultatet var en millionregning til DSB og Københavns Kommune. Jeg er vild med jeres passion for fodbold, og jeg under jer en kæmpe fest. Men vil du ikke nok tænke over dine handlinger, næste gang du kommer på besøg. Vi vil så gerne møde dig på Svanemøllen Station igen. For så kan vi vinke og ønske jer god kamp. Men det kan vi altså kun, hvis vi ikke er bange for kanonslag.

P.s. Svanemøllen Station har et overvågningskamera, der har filmet dig hele vejen op ad rulletrappen. Det har også filmet dig, da du smed kanonslaget foran en masse uskyldige mennesker. Politiet fulgte jer også på vej. Og den forreste betjent har også filmet dig smide kanonslaget.

Så kære AaB-fan. Jeg håber, at du ser denne post. Så har du nemlig muligheden for at sende en besked og forklare, at det ikke var med vilje, at du sprang et kanonslag foran os. Og du har også muligheden for at fortælle alle dine venner, at det er dumt at skabe frygt med den slags.
Jeg synes, det er en god løsning, og jeg håber, du skriver til mig. For jeg har ikke lyst til at melde dig til Politiet.
Kanonslaget rullede jo ikke ind i vores elevator og sprang mit barns trommehinder. Ingen kom til skade – og mit barn kommer over chokket.
Men kære AaB-fan. Det ville være en trist historie, hvis noget var gået galt.

Nyd mesterskabet.
Jeg håber, vi ses på Svanemøllen Station - og ikke i retten.
----------------------------------------------------------------------------

Jeg er imponeret over Claus Nordahls måde at håndtere oplevelsen på. Jeg tror de fleste af os ville reagere med at hidse os op, true, gå verbalt eller måske ligefrem fysisk til angreb. Jeg håber, vi er flere, der kan lære af Claus Nordahls reaktion. Fordi der er et menneske, der ikke helt forstår at handle hensigtsmæssigt, så kan vi andre sagtens vise os som bedre eksempler!

Jeg håber, at Claus Nordahl får kontakt til den kære AaB fan.


1 kommentar:

  1. Hold da op! Jeg er også dybt imponeret over hans reaktion, jeg var nok blevet løvemor og hidset mig op (hvis jeg altså turde :)) Kh Pia

    SvarSlet

Kom med din holdning, ros, ris eller andet der passer som hånd i handske. Jeg ved du har den på dig :)

Kig hvis du er modig!