lørdag den 1. februar 2014

Hvor er min mor?

Jeg sidder, som så mange andre danskere, og ser Danmarks Indsamling. Temaet i år er Når mor mangler. Det er med gåsehud og tung om hjertet, at jeg ser programmet. Jeg tror, de fleste voksne mennesker kan få ondt i maven over tanken om at miste deres forældre. Børn der skal leve uden deres mor, er noget af det, der kan gøre mig allermest trist!

Igen får jeg lyst til at blogge om den situation kommende adoptivforældre stadig står i! Når jeg ser og hører om børn, der mangler en mor, så er det, at jeg bliver ekstra frustreret over Annette Vilhelmsens valg af at suspendere AC Børnehjælp. Naturligvis skal AC Børnehjælp have styr på de juridiske ting og have økonomien i orden! Men det er fandme ikke fair at lukke noget ned uden at have en plan b. Det er ikke blot en butik, en støvsuger eller et dankort der her må lade livet. Det er en drøm om en familie, en mor der mangler sit barn, et barn der mangler en mor! De fleste forældreløse børn vil uden tvivl få et bedre og værdigt liv ved at blive adopteret.



Vi venter stadig på det udspil, som Annette Vilhelmsen har lovet, så alle de kommende adoptivforældre har noget at forholde sig til. Jeg er helt klar over, at hende Annette Vilhelmsen har haft rigeligt at gøre i de sidste par dage. Men for pokker Annette! Det er jo ikke en undskyldning for, at du ikke får styr på sagerne. Der har været rigeligt med dage at tage af. Faktisk har det været offentligt kendt siden november, at der var rod i AC Børnehjælp.

Så for pokker Annette, få fingeren ud og giv dine embedsmænd med pisken, så du i det mindste kan gå af som minister med værdighed. Jeg ved at det vil give dig streetcredit. Og streetcredit det mangler du eftersom dette stunt har efterladt mange mennesker i frustration. Og just for the record, så har det haft en konsekvens for et menneske der dybt i mit hjerte bor. Hun fortjener bedre, og det samme gør alle de andre mødre, der venter på et barn!

Mht. Danmarks Indsamlingen så er jeg helt klar over, at det ikke handler om adoption. Der er mange fine opgaver, der bliver udført for de penge, der bliver samlet ind. Jeg er sikker på, at de penge gør en forskel og at de projekter har reddet liv.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Kom med din holdning, ros, ris eller andet der passer som hånd i handske. Jeg ved du har den på dig :)

Kig hvis du er modig!