onsdag den 17. juli 2013

Frederik fik en dødsdom


Jeg er i dag blevet rørt og fået et positivt spark i mit liv. Årsagen er en artikel på drivkræften. Drivkræften er et site, hvor unge med cancer kan få støtte og møde andre i samme situation.

Jeg har fået lov til at kopiere artiklen, og håber I mine kære læsere vil få samme følelse som jeg, når I læser den.


Frederik Østergaard: ”Lægerne gav mig en måned. Det er tre år siden.”

Af Iben Bøgh Nielsen, projektmedarbejder hos Drivkræften

Frederik Østergaard er 33 år og har to drenge på fire og 14 år. Han fik konstateret kræft som 26-årig, og for tre år siden blev han erklæret terminal, men han er her stadig. Han dyrker sport hver dag, og ifølge ham selv er det en af årsagerne til, at han er i live og har det fint,

Hvorfor vil du fortælle din historie? 
Jeg vil gerne give folk et positivt indblik i livet som terminal. For mig er det vigtigt ikke at leve som en døende, men at leve som en, der er i live. Livet går ikke i stå, fordi man er terminal. Livet er for de levende. Og jeg er i live. Husk på, jeg har fået en besked, hvor det ikke er muligt at komme ud på den anden side – at blive rask. Man skal ikke bare sætte livet på hold. Det er vigtigt, at man bliver ved med at se fremad.

Hvordan fik du konstateret kræft? Jeg var i gang med min uddannelse hos Mærsk, og mens jeg var ude at sejle, fik jeg det dårligt og tabte ti kilo på ingen tid. Kort tid efter fik jeg konstateret kræft. Scanningen viste en knude på 12 centimeter mellem hjertet og lungen. Det var et sarkom af en sjælden form for kønscellekræft. Fra 2007-2010 var jeg igennem ti operationer og 56 kemo- og 30 strålebehandlinger. I marts 2010 sagde lægerne, at de ikke kunne gøre mere, fordi kræften var så fremskreden. De erklærede mig terminal og sagde, at jeg ikke havde mere end en måned tilbage. Det er tre år siden, jeg fik den besked.

Hvor har du kræft henne? 
Jeg har lidt i leveren, i en knude langs rygsøjlen, i ti ryghvirvler, i hoftekammen, hofteskålen, på skulderbladet, en plet i hver lunge, i overarmsknoglen ved venstre arm, ved nyren, i venstre ribben og i blødvævet ved den ene skulder.

Hvordan er det at blive erklæret terminal? 
Da jeg fik konstateret kræft allerførste gang, troede jeg aldrig, jeg ville dø af sygdommen, men da terminalerklæringen kom, blev jeg nervøs. Lægerne sagde jo, at jeg kun havde en måned tilbage, og derfor gik jeg i gang med at planlægge min begravelse. Mit dilemma var bare, at jeg ikke kunne mærke på min krop, at jeg var ved at dø. Derfor røg terminalerklæringen og begravelsesplanlægningen i baggrunden, og jeg fortsatte med mit liv.


Lægerne ville have dig på hospice, men det kom du ikke. Hvorfor? 
På et tidspunkt fik jeg kræft i 10 ryghvirvler og kunne stort set ingenting, men lægerne ville ikke operere mig, fordi de mente, at min sygdom var for fremskreden og døden meget tæt på. De sagde, at jeg ville være sengeliggende resten af livet og foreslog, at jeg kom på hospice. Men hver dag gjorde jeg fremskridt; den ene dag kunne jeg sætte mig op i sengen, og dagen efter kunne jeg gå rundt med hjælp. Jeg skulle bevise, at jeg var værd at operere. Lægerne blev overbevist, og operationen gik godt.


Hvordan er det at være far og terminal? Jeg har to drenge på 14 og fire år. Den ældste er faktisk min lillebror, som jeg fik forældremyndigheden over, da han var seks år, fordi vores mor døde af kræft. Jeg er derfor både hans far og hans bror. Det, der gjorde allermest ondt ved at blive erklæret terminal, var tanken om alt det, jeg ville gå glip af i børnenes liv og opvækst. Det var især hårdt at vide, at hvis jeg kun havde få måneder tilbage at leve i, så ville min yngste søn på et år ikke kunne huske mig eller nogen af de ting, vi havde lavet sammen. Og min lillebror på 11 år ville miste endnu engang.


Fik du et barn, mens du havde kræft? 
Jeg fik min søn i en periode, hvor jeg troede, at sygdommen var lagt bag mig, og inden jeg blev erklæret terminal. Jeg er aldrig blevet erklæret rask, men jeg har haft perioder, hvor der ikke har været noget på kontrolscanningerne, så derfor besluttede vi os for at få et barn. Hvis du spørger mig, om jeg ville få et barn, nu hvor jeg er terminal, så er svaret nej. Det ville være egoistisk.


Du tænker positivt. Hvordan gør du? 
Nu har jeg jo været syg i en del år, og man kan ikke komme udenom, at det har givet mig øvelse i at vende alt lortet til noget positivt. Jeg fokuserer på det, jeg kan, frem for på alt det jeg ikke kan. Selvfølgelig har livet også været pisse hårdt. Jeg fik faktisk en depression kort tid efter, jeg blev terminalerklæret. Jeg troede, jeg havde styr på det, men det havde jeg ikke. Jeg fik ordineret antidepressive piller, men efter tre år stoppede jeg med dem og har ikke taget dem siden. Men depressionen og sygdommen tærede på mit forhold til min søns mor, og det endte med, at vi gik fra hinanden.


Hvorfor er du her stadig? 
Jeg var en aktiv sportsmand, inden jeg blev syg. Dengang dyrkede jeg sport for at se godt ud. Nu gør jeg det, fordi min krop har godt af det. Jeg har stort set ikke trænet under mit sygdomsforløb, men så skete der noget, for i november sidste år fik jeg en ustyrlig lyst til at træne. Jeg kløede på fra start, og nu træner jeg hver dag, undtagen når jeg får stråler, for der kan min psyke ikke klare det. Jeg træner en times konditionstræning dagligt og en times styrketræning, dog med en pausedag på fjerdedagen.

Jeg tager ingen medicin. Jeg er overbevist om, at træning og sund kost er min vej til overlevelse. Jeg burde være død, men det er jeg ikke. Hvis jeg ikke dyrkede motion og spiste sundt, ville jeg føle, jeg gav kræften frit spil. Det er vigtigt for mig, at jeg giver min krop de bedste betingelser. For nogle uger siden fandt lægerne en metastase på ribbenet, og derfor giver jeg den lige en tand mere til træningen.

Jeg sørger også for at sætte mig mål med min træning både i forhold til kondition og styrke. Lige nu er målet 100 kilometer på cykel i et stræk. I starten af året kunne jeg cykle 20 kilometer. Nu er jeg oppe på 84. Og så har jeg haft et mål om at kunne tage en kropsophævning. Det tog mig fire måneder at træne op til. Målet er fem, inden sommeren er omme, og det tegner godt på – jeg er vej mod nummer to.


Har du haft brug for at tale med andre unge kræftramte? Der var ikke nogen på hospitalet, der fortalte, hvor jeg kunne få støtte eller møde andre unge kræftramte. Jeg har selv skulle undersøge alt, og det har man altså ikke overskud til, når man lige har fået kræft. Men der er et stort behov for, at hospitalspersonalet fortæller, hvilke muligheder man har. At møde andre unge kræftramte kan give en nogle lyspunkter i en rigtig dårlig periode af ens liv. Hvis jeg havde vidst, det var muligt at møde andre unge, tage en tur i biografen eller på café med dem, så havde jeg grebet muligheden med det samme.

Sk

1 kommentar:

  1. Tak fordi du delte, det er meget tankevækkende læsning. Sommerhusene fra Britt

    SvarSlet

Kom med din holdning, ros, ris eller andet der passer som hånd i handske. Jeg ved du har den på dig :)

Kig hvis du er modig!