onsdag den 26. juni 2013

Hjerteskærende trist

I morgen er dagen, jeg har frygtet de sidste måneder. Mit vikariat i vuggestuen stopper og jeg kan se tilbage på 2 1/2 år, der har været fuld af livsglæde, kærlighed og latter.
Meget er sket på de par år og jeg er i dag et helt andet menneske, end da jeg begyndte i virksomhedspraktik i vuggestuen. Efter et halvt år i virksomhedspraktik blev jeg ansat i fleksjob. Og det qua det job er jeg fagligt som personligt vokset, så jeg ind imellem rager op over trækronerne.  

Jeg har haft æren af at se et barns første skridt, høre et barns første ord, trøstet, puslet, grinet, sat grænser, været skrap, hjulpet med at forstå sociale spilleregler, pirret børnenes kreative sans, leget, observeret, fortalt forældre sjove historier fra deres barns hverdag. Ja og meget meget mere. Tanken om, at jeg ikke længere er en del af det og af de dejlige ungers hverdag er ubærlig. Den livsglæde jeg oplever og som jeg hver dag har nydt, den stopper i morgen. Og det er da fucking nederen! 

En af de fineste opgaver i mit liv og i jobbet som pædagog er at gøre en forskel for andre. Jeg ved, at jeg har gjort en forskel for mange af de dejlige unger, men når nu jeg ikke er færdig med at gøre den forskel, hvad skal jeg så stille op? 

Heldigvis er det pga økonomi, at mit job/vikariat ikke bliver forlænget. Jeg har hele tiden vidst, at jobbet var på lånt tid. Men jeg har ikke været klar til at slippe håbet om, at pengene en dag faldt ned fra himlen som Dannebrog gjorde det i sin tid. Men i morgen sker det. Jeg lukker døren, og håber at den bliver sparket op i august, fordi der er fundet penge til at jeg kan blive det sted, hvor jeg i den grad hører hjemme.

I de sidste mange uger har jeg grædt, været frustreret, tigget og bedt vores leder finde en løsning, men eftersom han ikke er økonomichef, kan han ikke gøre mere end han allerede har forsøgt. 

Det føles som en sorg, at jeg skal sige farvel i morgen. Så stor en smerte som hvis jeg mistede en stor kærlighed. Jeg kan næsten ikke trække vejret, mærke mig selv og frygter, at jeg vander så mange høns, så en større oversvømmelse aldrig er set i Viborg! Meget af min livsglæde og de små følelser af hverdagslykke har haft vuggestuen og ungerne som grundlag. 


1 kommentar:

  1. Ja, det er altid hårdt at tage afsked... Håber det bliver en god dag... Og husk, at når man lukker noget, så er der plads til nye muligheder;o)

    SvarSlet

Kom med din holdning, ros, ris eller andet der passer som hånd i handske. Jeg ved du har den på dig :)

Kig hvis du er modig!