søndag den 5. februar 2012

Man dræber da ikke dyr med en jaguar?

Fredag aften havde jeg igen lånt mine forældres bil. I ved den bil, som jeg har lånt før, og hvor jeg altid har fået tudet ørerne fulde med, at der er en selvrisiko på på 10.000, så jeg har altid kørt så pænt og ordentligt.

Det gjorde jeg også fredag aften. På vej ud til mine forældre er der en skovstrækning på omkring en km. Jeg lytter til Burhan G med sangen Jeg i live. Ud af øjenkrogen ser jeg bambi, jeg bremser, bilen skrider, jeg skriger! Smækker bildøren op på vid gab, og styrter ud. Bambi ligger midt på vejen og kigger på mig med de store brune øjne, som om den siger til mig; hvorfor kom du lige der? Kan du ikke se jeg lider?
Jeg græder, kan ikke reagere, står bare der helt paralyseret. Der kommer en del biler, som nogle andre forsøger at stoppe, så de ikke kører ind i bambi, der ligger midt på vejen.


Den første der stopper er en mand, som forsøger at få fat i en jæger, der kan skyde bambi. Men inden han når at få talt færdig, er en anden mand stoppet. Han springer ud af bilen, og tager sin lommekniv frem og forsøger at dræbe bambi med den lille lommekniv. Det lykkedes ikke første gang, ikke anden gang, ikke tredje gang. Jeg glemmer ALDRIG de skrig og brøl der kommer.  Jeg ved, at han forsøgte at hjælpe, men hjælpen gjorde mere skade.
Jeg står på den anden side af vejen og ved siden af mig, står den mand, der til at begynde med ringede til jægeren. Han forsøger at trøste mig, men jeg græder, ryster og er virkelig ude af mig selv. Manden taler til mig, ringer til min mor, og han bevarer roen for mig. Han får mig med hen og lukker døren til bilen, som stadig står åben. Imens er det, at alt det med bambi sker på den anden side af vejen.
Desværre er jeg helt ude af stand til at handle, for ellers ville jeg naturligvis havde stoppet manden med kniven og insisteret på, at vi skulle tilkalde en jæger.
Min mor kommer, og jeg kan køre hjem. Mor får sammen med den mand, der trøstede mig, styr på situationen og heldigvis er der en jæger på vej.

Jeg kan ikke glemme de lyde, de fine brune øjne, og samtidig heller ikke den mand, der hjalp mig så meget, at jeg trods alt kunne stå på mine ben.
Så hvis der er nogen derude bag skærmen, der kender en Lars, han har en rød jakke, to børn på bagsædet af en bil, som nok  er en peugeot stationcar, så er jeg ham meget taknemmelig!

7 kommentarer:

  1. Uha en grim oplevelse! Håber du kan glemme det hele meget snart. Men HURRA for folk som Lars!

    SvarSlet
  2. Puha!! 0g ja Hep Hey for verdens Lars'er.

    Kram

    SvarSlet
  3. Hvis man ikke ved nøjagtigt hvordan, skal man ikke give sig til at fange så store dyr an. Men jeg kan godt forstå, at når man ser Bambi ligge der, føler man, at man er nødt til at gøre et eller andet.

    SvarSlet
  4. Sikken fin blog du har. Du skriver om mange gode/sjove ting. har lige brugt, jeg ved ikke hvor længe på at læse en masse af dine indlæg. Melder mig lige som fast læser. Knus

    SvarSlet
  5. Pyh, det lyder altså også rigtig ubehageligt! Stakkels rensdyr. Håber du får rystet episoden af dig hurtigt.

    SvarSlet
  6. ÅÅh Kamilla fortalte mig om din oplevelse, hun var meget dramatisk da hun fortalte den hehe Ik Kamilla han hakkede i den mange gange ååh lille bambi.. men nej ja det må virkelig være ubehageligt jeg havde helt sikkert regeret på samme måde som dig..

    SvarSlet
  7. Tak for alle jeres kommentarer. Det er desværre ikke lykkes mig at finde redningsmanden Lars :(

    SvarSlet

Kom med din holdning, ros, ris eller andet der passer som hånd i handske. Jeg ved du har den på dig :)

Kig hvis du er modig!